Det er farligt at tage til Afrika...

 … for du kommer ikke hjem som den samme! Sådan sagde Jakob fra AfrikaInTouch i sin tid til min fremmødte familie efter udsendelsesgudstjenesten i januar, og nu er jeg ikke i tvivl om, at han havde ret. Efter fem måneder med uforglemmelige oplevelser, udfordringer, skønne børn og unge mennesker og en helt anden kultur, er jeg nu igen landet på dansk jord med meget mere viden om mig selv og om en kultur, der bare er helt anderledes end den danske.

Udenfor en lille kirke vi besøgte den sidste dag i Cameroun sammen med kirkepræsident Goyek.

Ja, regntiden var så småt begyndt at komme, så brædder og små hop var nødvendige for at komme til og fra kirke.

Her står vi sammen med Goyek lige før afgang til Danmark

Den sidste uge i Cameroun blev brugt på at sige ordentligt farvel, besøge naboer, ordne en masse i gæstehusene, holde en lille farvelfest for drengene og forsøge at blive raske til hjemturen. Da vi om fredagen sagde farvel til drengene, sad de alle klar på deres træbænke foran deres hjem for at sige farvel. De sang et par sange og kom alle forbi og sagde farvel til fire lidt trætte piger – og nogle med mere våde øjne end andre. Selvom vi alle har prøvet at sige farvel før, så er det altså bare noget andet at sige farvel til venner i Afrika. Man kan jo ikke lige sige: ”Vi ses snart” eller ”Kommer du også til Stines fødselsdag?”
At skulle konkludere, hvad jeg har lært af min tur til Cameroun, er ikke noget, jeg vil kunne gøre allerede nu. Der er en masse indtryk og oplevelser, der skal have lov at sætte sig og erfaringer og ny tilegnede egenskaber, der skal bruges i praksis, men jeg prøver alligevel at skrive et par eksempler på, hvad jeg har lært:

• Tålmodighed. Det er bestemt et af de steder, hvor jeg er blevet udfordret allermest. I Cameroun tager man det ikke så tungt, hvis et møde starter 1 time for sent, hvor vi derimod ville være blevet meget frustrerede i Danmark, for så blev man jo nødt til at rykke resten af dagens program. Af en eller anden grund når de alligevel altid alle de ting, de skal, hvilket jeg stadig ikke helt forstår! Så da flyet til Billund var 2 timer forsinket, tænkte jeg bare: ”Nå ja, de flyver jo nok engang. 2 timer er da ikke så slemt.”
• Det er fedt at have Gud med i din hverdag. Det kan være, der lige skal sendes en tanke op, før du kører bil. Det kan være du læser et fedt bibelvers og sender det til en ven. Det kan også bare være du vælger at gå en tur og snakke med Gud og glædes over Hans underfulde skaberværk.
• Gadedrenge er helt fantastiske og giver en masse glæde i hverdagen. Og selvom mange af dem har en barsk fortid, så har de stadig en livsglæde og en masse smil at give videre.
• Det er vigtigt at tage sig tid til hinanden og tage sig af hinanden. I Afrika bruger man god tid på at snakke med dem man møder. Hvis det så betyder du kommer for sent til noget, så går det jo nok jf. punkt 1.
• Mange afrikanere har lidt – men giver utrolig meget. Vi har besøgt flere forskellige familier og specielt et besøg hos en af drengenes forældre gjorde stort indtryk. Vi ringede blot 10 min før vi kom derhen, og da vi kom var han så taknemmelig for at se os - og samtidig utrolig pinlig over ikke at kunne tilbyde os et måltid mad eller i det mindste noget at drikke. Han havde bestemt ikke meget, men ville give os det bedste fordi vi tog os så godt af den søn, han ikke selv havde midler til at opdrage og passe på.
• Firben er faktisk slet ikke så farlige. I slutningen lagde jeg slet ikke mærke til dem!
• Jeg har lært at spise frisk fisk - og det er tilmed lækkert! Den tørre fisk er jeg dog ikke helt med på endnu...
• Vær dig selv og spring ud i nye ting. Sommetider kommer du til at opleve fantastiske ting på den måde.

Men nu er jeg igen tilbage i det danske land. Vejret har været meget blandet, og jeg er allerede i gang med mit arbejde som cowboy og indianer i LEGOLAND. Hverdagen er så småt begyndt igen, men denne gang med en meget mere glad pige fyldt op med en masse gode oplevelser, der fremover vil præge min hverdag. Et nyt kapitel er startet, og hvis det kapitel i mit liv, kan blive bare halvt så spændende som mine fem måneder i Afrika, så kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang!

Jeg håber, at bare et par er jer har fået et indblik i, hvad Afrika har at byde på gennem bloggen – men man bliver nødt til selv at opleve det.

Jeg vil nu sige farvel og tak for denne gang – jeg er dog helt sikkert på, jeg vender tilbage til Afrika igen!

Med skønne venner på tur i lokalområdet.

Lille Sigamle

Afslutning på college. De bedste fra hver klasse fik  overrakt gaver.

En elev gav anledning til særlig stor jubel. Vi fandt aldrig helt ud af hvorfor!

Fodbold - nu uden bare tæer!

Som nogle af jer måske ved, fik vi i samarbejde med vores familier og en masse søde venner indsamlet 28 par fodboldstøvler fra Danmark, som vi sendte herned med Simon Stoof (Solveigs kæreste) i slutningen af april måned. Det er simpelthen så dejligt at se, hvor glade drengene er for at spille fodbold, og de er super stolte, når de løber på banen med de lange grønne strømper og deres flotte støvler - selv til en helt almindelig træning.

Men billeder er altid godt, så her får I lige et par stykker af vores drenge i aktion. Måske du kan finde netop dine støvler i mængden?

Michell er en af vores elever på college, som også kommer i kirken
- og så er han også ret god til fodbold!

 Nu er der kun 17 dage til jeg igen er i Danmark. Hvor tiden da bare flyver afsted!

Dine forældre har ikke betalt...

Nanna og jeg sad i dag og holdt opsyn med en klasse, der var til eksamen i engelsk. Udover at det var umuligt at holde øje med om folk snød, når de sad klods op af hinanden på de små bænke, så blev testen pludseligt afbrudt af den utroligt høje viceinspektør og den temmelig lave "principal master", som havde en bunke papirer og en afkrydsningblok i hånden. Viceinspektøren kommer hen til os og forklarer, hvad der nu skal ske: "Vi lige råber de elever op, hvis forældre ikke har betalt deres skolepenge.", sagde han, og begyndte at sende en håndfuld elever væk fra klasseværelset og eksamen. "På den måde kan vi lære forældrene, at de skal huske at betale, så deres børn kan gå i skole."

...

Nej, uddannelse og skolegang er bestemt ikke en selvfølge, og hvor får man dog ondt at de elever, som rent faktisk har lyst til at gå i skole, men måske kommer fra familier, hvor det bare er svært at få råd til. Det går pludseligt op for en, hvor fantastisk en mulighed vi har i Danmark for gratis at kunne få en uddannelse. Gratis! Vi har på et tidspunkt prøvet at forklare nogle unge fra kirken, at staten i Danmark rent faktisk giver os penge, når vi vælger at tage en uddannelse (SU). Sommetider ser vores afrikanske venner meget forundrede ud - for hvordan kan staten bare sådan gøre det? Der skal man så bevæge sig ud i en lidt længere samfundsfaglig beskrivelse af den danske velfærdsmodel og samfundsopbygning, og så langt er vi ikke lige kommet i vores snak endnu. Men helt sikkert er det, at det er meget langt væk fra den måde det fungerer her!

Så imens vi unge studerende kan sidde i Danmark og være trætte af, at vi ikke får nok i SU, så sidder der helt sikkert en dreng eller pige i Cameroun, på en sivmåtte uden for sine forældres hus, hvis største ønske er at få en uddannelse - men mor og far har bare ikke betalt...

Blandede billeder:

Normalt er luften så støvet pga. det tørre vejr, at vi slet ikke kan se de smukke bjerge fra vores hus. Men nu hvor det så småt er begyndt at regne lidt indimellem, kan man se de flotteste bjerge ude i horisonten :)

Endnu en sød baby fra Afrika - her er det Ezais yngste søn, der forsøger at finde ud af, hvordan en cykel fungerer.

Et af verdens eneste vandfald, der går direkte ud i havet!

Te-plantage ved Kribi. Super flot sted!

Hvordan vokser bananer egentlig?

Hver dag lærer vi noget nyt, og sommetider lærer vi også ting, vi troede, vi vidste. Ved du f.eks. hvordan bananer vokser frem på palmerne? Jeg vidste det i hvert fald ikke før i sidste uge, så nu synes jeg også lige, I skal se det:

Vores guide og de intenst lyttende tilhørere

Plantagen, vi var i, var ejet af staten og plantet i uge 33 sidste år

Små bananpalmeskud til næste års produktion

Så stor er en bananpalme, når den er vokset frem

På palmen dannes en form for frugt, hvorfra bananklasen vokser frem.
Det havde jeg da aldrig tænkt over!

Bladene på frugten løfter sig et efter et,
og frem kommer en masse små  bananer

Så skal bananerne bare vokse sig store

Den blå plastik beskytter mod dyr

Bananerne er nu "modne" og klar til eksport

Ellers håber jeg bare I alle har det rigtig godt hjemme i Danmark. Jeg er overrasket over kun at have seks uger tilbage hernede!!!

Ser I, den afrikanske tid er sådan lidt elastisk

Så er det blevet tid til et lille blog-indlæg igen. Lige i øjeblikket har vi fået besøg af Simon Stoof og Majas forældre, så de næste to uger bliver en del anderledes, end hvad vi er vant til. Derudover er det begyndt at blive koldere (omkring 38-39 grader...) og det regner rent faktisk en lille bitte smule ind i mellem - regntiden må dog godt vente lidt endnu for vores skyld :)

Billedet har måske ikke så meget med mit blogindlæg at gøre, men Afrika har mange søde børn - og Kidiku er et af dem :)

Mon det er her?

”Er det ikke her kl. 09.00, der er ungdomsgudstjeneste?”, spurgte vi forsigtigt en mand, der gik og gjorde rent inde i kirken. ”Jo, det er nu svarede han”, hvorefter han igen begyndte at feje spindelvæv ned fra væggene. Kl. var 08.55 og vi stod i vores fineste afrikanske tøj, og undrede os over, hvorfor kirken var helt tom - rungene tom! ”Måske de har flyttet det til den store sal?”, er der en af os, der forsigtigt foreslår, men allerede inden vi er derovre, kan vi også se, at der er endnu mere tomt og lukket derovre. ”Jamen, hvad gør vi så nu?”. ”Lad os gå ind i kirken og vente…” Efter 5 min kom der et par damer og satte sig på en af bænkene. Efter 15 min. sluttede et par børn sig også til. Efter 30 min. blev der sat lidt ”vente-musik”. Efter 60 min. kom præsten ind i kirken, og når man kiggede sig omkring, var kirkerummet efterhånden også blevet fyldt godt op med farvestrålende kjoler og en masse børn, der skulle medvirke i gudstjenesten – og efter en smule ventetid kunne det hele nu gå i gang.

”Hav tålmodighed, Line! Hav tålmodighed!” Det er noget jeg bliver nødt til at sige til mig selv flere gange dagligt, for tiden hernede er helt anderledes i Danmark. Noget af det jeg beundrer afrikanere – og også sommetider bliver mest frustreret over – er, hvor roligt de kan tage alting. Sommetider overvejer jeg, om der i Afrika er flere timer i døgnet end i Danmark, men da jeg altid har mit ur på (som rent faktisk går, modsat mange andre ure jeg har set), så har jeg allerede tjekket, at det er der altså ikke. Så indtil jeg har fundet ud af hvordan de gør, skal jeg nok bare regne med, at Afrikansk tid altid er +30-60 min... Eller som vores kontaktperson Ezai siger: "Ser I, den afrikanske tid er sådan lidt elastisk"

I Danmark vil vi helst ikke føle, vi spilder tiden. Der bliver bygget flere motorveje. Vi har robotstøvsugere, der kan støvsuge gulvet for os, imens vi lægger vasketøjet sammen. Vi kommer ofte 2 min før, så mødet kan starte til tiden og som Ezai erfarede, da han var i Danmark, så er internettet også meget hurtigt – ja, efter hans udsagn: ”The internet in Denmark is so fast that you can’t see what’s happening!”

Men selvom man sommetider føler, at der er utrolig meget ”spildtid”, hvor man bare sidder og venter, så tror jeg den vigtigste lektie bliver, at lære at tænke det som ”ventetid” eller ”stilletid”, hvor man har mulighed for lige at tage en pause fra de mange indtryk, man får ind hver dag – det er ikke nemt, men uden tvivl rigtig sundt!

Og selvom spørgsmål som:” Er det nu også det rigtige at begynde at læse ”kommunikation” på journalisthøjskolen?” ”Kan jeg mon huske, hvordan man kører bil?” (Jeg SAVNER at køre bil!) ”Hvordan mon det er at flytte hjemmefra?” eller ”Mon far er blevet færdig med at lægge tag på?” er noget, man kan tænke over, så føles det alt sammen bare lidt langt væk på flere måder. I stedet forsøger jeg at tænke på, hvad jeg kan gøre lige nu og her. Hvordan kan jeg bruge netop denne dag bedst, og hvor vil Gud bruge mig i dag?

”Tiden er kostbar – brug den vel” mindede det store ur på hovedgården mig om gennem min efterskoletid, og her med under to måneder tilbage i Afrika, vil det være de ord, jeg vil tage med mig i den sidste tid. Om det så medfører, at ”brug den vel” vil sige, at man tager en længere snak med en ven, bager endnu flere snobrød med drengene, læser lidt mere i Bibelen eller måske bare sætter at sig under et træ og nyder nuet, ja, det kan kun tiden vise…

Mit nye hjem:

Vores hus. Vi bor i venstre side mens Maja og Nanna bor i højre.

Vores fine udestue

Drengenes hus

Kirken er i øjeblikket i gang med flere forskellige byggeprojekter. Dette skal engang blive til et hus med værelser, stor "dagligstue" og en form for restaurant/køkken. 

Aktivitet med drengene:

Aktivitet: Snobrødsbagning

Selvom jeg som indianer i Legoland har en del erfaring indenfor snobrødsbagning, så var det svært at hjælpe de lidt utålmodige drenge med at lave snobrød, der ikke blev sorte!

Maja i sit nye Camerounske tøj sportssæt :)

På tur med kirkepræsidenten...

Vi har nu krydset halvvejsmærket, 72 dage. Hvor går tiden bare stærkt!

I dette lille indlæg vil jeg vise lidt billeder fra vores tur med kirkepræsidenten til en søen Lagdo, som ligger 1½ times kørsel herfra. Det var egentlig meningen, at vi skulle have været af sted med vores kontaktperson, Ezai, men der var lige et møde han skulle til, så han sendte os videre til en pastor, som måske kunne tage med os. Men pastoren er en travl mand, og han havde et bryllup den dag, vi skulle af sted, så han kunne desværre heller ikke. Så lidt opgivende og triste stod vi nu alle fire og var ærgerlige over, at vi nok slet ikke kom af sted. Men så skete der noget uventet. Den allermest travle mand, kirkepræsidenten, hørte om situationen, og selvom han egentlig havde en konference, han kunne tage til, og at der helt sikkert også var en masse andre ting, han kunne give sig til, så satte han tid af til at komme med os på tur – og hvilken tur det blev!

Lagdo: Solveig er her igang med at synge "I believe I can fly" imens Lagdo

viser sig fra en af sine smukkeste sider i baggrunden.

Gruppebilleder: Vi har efterhånden erfaret, at afrikanere er vilde

med gruppebilleder. Her er hele Lagdo-teamet samlet sammen

med kirkepræsidenten. Han er simpelthen et af de rareste og 

mest rolige mennesker, man nogensinde kommer til at møde!

Landbrug: Rismarker - eller nærmere rissøer - er muligt i området 

omkring Lagdo, da man kan lede vandet fra søen ud på markerne.

Drengene her går og luer ukrudt mellem de mange ris - et kæmpe

stykke arbejde.

Ved siden af rismarken mødte vi en masse børn, der brugte en kæmpe bunke

bomuld som legeplads. Man fik helt lyst at lege med, for så blød en hoppe-

pude finder man ikke mange steder.

Naturen i Afrika er fantastisk og mangfoldig!

Ret tilfældigt kom en flok aber over vejen, da vi gjorde holdt for at tage billeder.

Kirkepræsidenten kendte et godt sted, hvor vi kunne spise madpakker...

... og udsigten var bestemt ikke til at klage over!

Kirkepræsidenten Goyek.

    

    På vejen hjem kom vi forbi et lokalt marked helt ude ved vandet.

Find Solveig og Maja...

”Du arbejder med gadedrenge?”

Gadedrenge. Gadens drenge. Gade. Drenge. Når du hører disse ord, hvad tænker du så, og på hvilke ord lægger du fokus? Hvordan ser en gadedreng ud i forhold til andre drenge? Hvordan opfører han sig? Går han rundt og stjæler på markedet eller spiller han fodbold med vennerne? Hvorfor er han endt på gaden? Hvordan ser hans fremtid ud? I det hele taget har jeg bare ofte fået spørgsmålet: Hvad er det for nogle drenge, du er sammen med, Line?

Da Solveig og jeg første gang læste om ”Pearls of the Street” i en brochure fra Afrika In Touch, var jeg lidt skeptisk, og alle de spørgsmål, som du lige har læst, farede gennem hovedet på mig. Gadedrenge, er det ikke sådan nogen hårde typer, som lever på gaden og stjæler for at overleve? Eller er det måske tændstik-tynde drenge, som sidder på gadehjørnet og spørger forbipasserende om penge, så de kan købe et stykke brød til at stille den umættelige sult. Jeg havde rigtig mange tanker inde i hovedet omkring gadedrenge, og fordommene var der nok også. For hvordan tackler man nu sådanne drenge, og vil en lille pige som jeg overhovedet kunne gøre noget som helst for at hjælpe dem? Er det mon det projekt der passer til mig, eller skal jeg hellere vælge noget med undervisning og børnepasning?

Men efter at have stiftet bekendtskab med vores drenge, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi valgte rigtigt!

Det er svært at sætte ord på, hvordan drengene er i forhold til andre drenge, for når du først har lært dem at kende, er det svært at sige, hvordan og om de overhovedet adskiller sig fra alle mulige andre afrikanske drenge.

De største af drengene valgte lige at lave en
lille hyggelig skovtur omme bag deres hus.

De er helt vilde med at drille Solveig og mig, og i øjeblikket er den sjoveste måde at drille os på ved at tage vores sko! Afrikansk sand er ret varmt – meget varmt! - så når de nu ikke kan få os til at danse som afrikanere endnu, får de i hvert fald her mulighed for at se os hoppe og trippe hurtigt rundt for at finde steder, hvor fødderne ikke føles som om de brænder.

En anden ting mange af drengene godt kan lide, er at lave noget kreativt. Flere af drengene synes det er det bedste, når Solveig og jeg kommer med papir og farveblyanter, og jeg ved ikke om i kan forestille jer, hvor hyggeligt det ser ud, når ti drenge i alderen 9-23(!) sidder helt stille og tegner alt det de lige har på hjerte.

Men de er heller ikke drenge for ingenting, så selvfølgelig bliver de også sure på hinanden eller os engang i mellem, og så er der jo ikke andet for, end at forsøge at løse konflikten, eller lade dem køle lidt ned og tage emnet op lidt senere – fuldstændig som med danske børn.

Jeg kunne skrive mange flere ting om drengene, men i stedet for at fortælle generelt og abstrakt omkring dem, vil jeg meget hellere være konkret, og fortæller jer om et par af mine nye venner. Til gymnasiefolket: jeg benytter nu den deduktive metode :)

David. Hård udenpå men blød og skøn indeni :)

Der kommer vist til at gå lidt tid, før jeg har
lige så store muskler som denne herre...

David er en af de lidt ældre drenge, omkring 17 år. Han er gøgleren og komikeren blandt drengene, og han spreder altid godt humør omkring sig. Han har en fantastisk evne til at få folk til at grine, om det så enten er ved at danse en eller anden skør dans eller ved at være med i en sketch. Men selvom han på billedet ser en smule hård ud, så har han også en blød side i sig, og er især god til at passe små børn. David – ham kan man ikke andet end at holde af.

Smilende Maliki

Maliki er egentlig ikke en af de drenge, der bor på centeret, men han kommer trofast til alle de aktiviteter som foregår. Han er den ældste, 23 år, og hvis jeg skal sige hvilken rolle han har blandt drengene er storebror nok det der beskriver ham bedst. Han er god til at holde øje med, hvordan de andre har det, og er altid klar til at hjælpe, hvor der er brug for ham. Ud over det er han den mest kreative af drengene, så når vi har ”Activité - créativite” om fredagen tropper han gladelig op og tegner, klipper og klistrer i to timer – hvis ikke mere!

To seje drenge. Maliki til venstre. Djibsson til højre.

Drengene er vilde med når vi laver "Thumbs up" til dem
- så sådanne billeder kommer der helt sikkert flere af!

Djibsson er omkring 17 år og er blandt drengene den, som er allerbedst til engelsk. Generelt er han egentlig rimelig god i skolen, og det er bare så dejligt at se, at selvom man ikke bor hjemme hos sin familie, så kan man sagtens klare sig godt i skolen. Han er sej, er han! Sang og musik er også ham, og selvom mange synes det larmer, kan man sagtens høre, at han er musikalsk, når han trommer med kuglepenne eller pinde rundt omkring på borde, stole eller hvad man ellers kan tromme på. Djibsson er ikke en man sådan lige glemmer, og han glemmer bestemt heller ikke en. Ved siden af hans seng har han lige nu et A4-ark hængende, hvor der står: ”My best friends Mette, Rebekka, Theresa, Signe, Anne-Dorthe, Line […]”

Jeg kunne blive ved med at fortælle om alle drengene i lang tid endnu, for de har alle nogle skønne egenskaber. Selvfølgelig har de også ting, som der skal arbejdes med, og derfor er det fantastisk, at de får muligheden for dette, ved at være en del af projektet ”Pearls of the Street”.

Det er ofte ret svært at tage billeder af drengene, for de er altid i bevægelse!

Solveig med hendes to "små" babyer. 

Mine tanker omkring ordet ”gadedrenge” har været på noget af en rejse, for det har vist sig, at sådanne drenge kan være så meget mere, end hvad jeg i første omgang tænkte. Faktisk er jeg slet ikke så vild med ordet gadedrenge, for det lyder ret negativt. Vi gik en dag en tur sammen med et par af drengene, og da der kom et par mænd forbi, kunne man høre et hviskende ”Enfant de la rue” (Gadens barn), da de var kommet forbi os. Jeg gik med en af de små drenge i hånden og kiggede så på ham, og sagde på det bedste fransk jeg har lært, at det skulle han ikke tænke på, for i Guds øjne var han ”Enfant de Dieu” (Guds barn). Så nu render den lille dreng rundt og siger sommetider: ”Bouba, enfant de Dieu. Line, enfant de Dieu.” og så kan man ikke andet end at smile endnu engang.

Efter to måneder i Cameroun, ser jeg stadig lyst på tingene og smiler :)