tirsdag den 23. april 2013

Ser I, den afrikanske tid er sådan lidt elastisk

Så er det blevet tid til et lille blog-indlæg igen. Lige i øjeblikket har vi fået besøg af Simon Stoof og Majas forældre, så de næste to uger bliver en del anderledes, end hvad vi er vant til. Derudover er det begyndt at blive koldere (omkring 38-39 grader...) og det regner rent faktisk en lille bitte smule ind i mellem - regntiden må dog godt vente lidt endnu for vores skyld :)

Billedet har måske ikke så meget med mit blogindlæg at gøre, men Afrika har mange søde børn - og Kidiku er et af dem :)

Mon det er her?
”Er det ikke her kl. 09.00, der er ungdomsgudstjeneste?”, spurgte vi forsigtigt en mand, der gik og gjorde rent inde i kirken. ”Jo, det er nu svarede han”, hvorefter han igen begyndte at feje spindelvæv ned fra væggene. Kl. var 08.55 og vi stod i vores fineste afrikanske tøj, og undrede os over, hvorfor kirken var helt tom - rungene tom! ”Måske de har flyttet det til den store sal?”, er der en af os, der forsigtigt foreslår, men allerede inden vi er derovre, kan vi også se, at der er endnu mere tomt og lukket derovre. ”Jamen, hvad gør vi så nu?”. ”Lad os gå ind i kirken og vente…” Efter 5 min kom der et par damer og satte sig på en af bænkene. Efter 15 min. sluttede et par børn sig også til. Efter 30 min. blev der sat lidt ”vente-musik”. Efter 60 min. kom præsten ind i kirken, og når man kiggede sig omkring, var kirkerummet efterhånden også blevet fyldt godt op med farvestrålende kjoler og en masse børn, der skulle medvirke i gudstjenesten – og efter en smule ventetid kunne det hele nu gå i gang.

”Hav tålmodighed, Line! Hav tålmodighed!” Det er noget jeg bliver nødt til at sige til mig selv flere gange dagligt, for tiden hernede er helt anderledes i Danmark. Noget af det jeg beundrer afrikanere – og også sommetider bliver mest frustreret over – er, hvor roligt de kan tage alting. Sommetider overvejer jeg, om der i Afrika er flere timer i døgnet end i Danmark, men da jeg altid har mit ur på (som rent faktisk går, modsat mange andre ure jeg har set), så har jeg allerede tjekket, at det er der altså ikke. Så indtil jeg har fundet ud af hvordan de gør, skal jeg nok bare regne med, at Afrikansk tid altid er +30-60 min... Eller som vores kontaktperson Ezai siger: "Ser I, den afrikanske tid er sådan lidt elastisk"

I Danmark vil vi helst ikke føle, vi spilder tiden. Der bliver bygget flere motorveje. Vi har robotstøvsugere, der kan støvsuge gulvet for os, imens vi lægger vasketøjet sammen. Vi kommer ofte 2 min før, så mødet kan starte til tiden og som Ezai erfarede, da han var i Danmark, så er internettet også meget hurtigt – ja, efter hans udsagn: ”The internet in Denmark is so fast that you can’t see what’s happening!”

Men selvom man sommetider føler, at der er utrolig meget ”spildtid”, hvor man bare sidder og venter, så tror jeg den vigtigste lektie bliver, at lære at tænke det som ”ventetid” eller ”stilletid”, hvor man har mulighed for lige at tage en pause fra de mange indtryk, man får ind hver dag – det er ikke nemt, men uden tvivl rigtig sundt!

Og selvom spørgsmål som:” Er det nu også det rigtige at begynde at læse ”kommunikation” på journalisthøjskolen?” ”Kan jeg mon huske, hvordan man kører bil?” (Jeg SAVNER at køre bil!) ”Hvordan mon det er at flytte hjemmefra?” eller ”Mon far er blevet færdig med at lægge tag på?” er noget, man kan tænke over, så føles det alt sammen bare lidt langt væk på flere måder. I stedet forsøger jeg at tænke på, hvad jeg kan gøre lige nu og her. Hvordan kan jeg bruge netop denne dag bedst, og hvor vil Gud bruge mig i dag?

”Tiden er kostbar – brug den vel” mindede det store ur på hovedgården mig om gennem min efterskoletid, og her med under to måneder tilbage i Afrika, vil det være de ord, jeg vil tage med mig i den sidste tid. Om det så medfører, at ”brug den vel” vil sige, at man tager en længere snak med en ven, bager endnu flere snobrød med drengene, læser lidt mere i Bibelen eller måske bare sætter at sig under et træ og nyder nuet, ja, det kan kun tiden vise…

Mit nye hjem:
Vores hus. Vi bor i venstre side mens Maja og Nanna bor i højre.
Vores fine udestue
Drengenes hus
Kirken er i øjeblikket i gang med flere forskellige byggeprojekter. Dette skal engang blive til et hus med værelser, stor "dagligstue" og en form for restaurant/køkken. 
Aktivitet med drengene:
Aktivitet: Snobrødsbagning
Selvom jeg som indianer i Legoland har en del erfaring indenfor snobrødsbagning, så var det svært at hjælpe de lidt utålmodige drenge med at lave snobrød, der ikke blev sorte!
Maja i sit nye Camerounske tøj sportssæt :)



onsdag den 10. april 2013

På tur med kirkepræsidenten...

Vi har nu krydset halvvejsmærket, 72 dage. Hvor går tiden bare stærkt!

I dette lille indlæg vil jeg vise lidt billeder fra vores tur med kirkepræsidenten til en søen Lagdo, som ligger 1½ times kørsel herfra. Det var egentlig meningen, at vi skulle have været af sted med vores kontaktperson, Ezai, men der var lige et møde han skulle til, så han sendte os videre til en pastor, som måske kunne tage med os. Men pastoren er en travl mand, og han havde et bryllup den dag, vi skulle af sted, så han kunne desværre heller ikke. Så lidt opgivende og triste stod vi nu alle fire og var ærgerlige over, at vi nok slet ikke kom af sted. Men så skete der noget uventet. Den allermest travle mand, kirkepræsidenten, hørte om situationen, og selvom han egentlig havde en konference, han kunne tage til, og at der helt sikkert også var en masse andre ting, han kunne give sig til, så satte han tid af til at komme med os på tur – og hvilken tur det blev!

Lagdo: Solveig er her igang med at synge "I believe I can fly" imens Lagdo
viser sig fra en af sine smukkeste sider i baggrunden.
Gruppebilleder: Vi har efterhånden erfaret, at afrikanere er vilde
med gruppebilleder. Her er hele Lagdo-teamet samlet sammen
med kirkepræsidenten. Han er simpelthen et af de rareste og 
mest rolige mennesker, man nogensinde kommer til at møde!
Landbrug: Rismarker - eller nærmere rissøer - er muligt i området 
omkring Lagdo, da man kan lede vandet fra søen ud på markerne.
Drengene her går og luer ukrudt mellem de mange ris - et kæmpe
stykke arbejde.
Ved siden af rismarken mødte vi en masse børn, der brugte en kæmpe bunke
bomuld som legeplads. Man fik helt lyst at lege med, for så blød en hoppe-
pude finder man ikke mange steder.
Naturen i Afrika er fantastisk og mangfoldig!
Ret tilfældigt kom en flok aber over vejen, da vi gjorde holdt for at tage billeder.
Kirkepræsidenten kendte et godt sted, hvor vi kunne spise madpakker...

... og udsigten var bestemt ikke til at klage over!



Kirkepræsidenten Goyek.


    
    På vejen hjem kom vi forbi et lokalt marked helt ude ved vandet.

Find Solveig og Maja...