”Du arbejder med gadedrenge?”

Gadedrenge. Gadens drenge. Gade. Drenge. Når du hører disse ord, hvad tænker du så, og på hvilke ord lægger du fokus? Hvordan ser en gadedreng ud i forhold til andre drenge? Hvordan opfører han sig? Går han rundt og stjæler på markedet eller spiller han fodbold med vennerne? Hvorfor er han endt på gaden? Hvordan ser hans fremtid ud? I det hele taget har jeg bare ofte fået spørgsmålet: Hvad er det for nogle drenge, du er sammen med, Line?

Da Solveig og jeg første gang læste om ”Pearls of the Street” i en brochure fra Afrika In Touch, var jeg lidt skeptisk, og alle de spørgsmål, som du lige har læst, farede gennem hovedet på mig. Gadedrenge, er det ikke sådan nogen hårde typer, som lever på gaden og stjæler for at overleve? Eller er det måske tændstik-tynde drenge, som sidder på gadehjørnet og spørger forbipasserende om penge, så de kan købe et stykke brød til at stille den umættelige sult. Jeg havde rigtig mange tanker inde i hovedet omkring gadedrenge, og fordommene var der nok også. For hvordan tackler man nu sådanne drenge, og vil en lille pige som jeg overhovedet kunne gøre noget som helst for at hjælpe dem? Er det mon det projekt der passer til mig, eller skal jeg hellere vælge noget med undervisning og børnepasning?

Men efter at have stiftet bekendtskab med vores drenge, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi valgte rigtigt!

Det er svært at sætte ord på, hvordan drengene er i forhold til andre drenge, for når du først har lært dem at kende, er det svært at sige, hvordan og om de overhovedet adskiller sig fra alle mulige andre afrikanske drenge.

De største af drengene valgte lige at lave en
lille hyggelig skovtur omme bag deres hus.

De er helt vilde med at drille Solveig og mig, og i øjeblikket er den sjoveste måde at drille os på ved at tage vores sko! Afrikansk sand er ret varmt – meget varmt! - så når de nu ikke kan få os til at danse som afrikanere endnu, får de i hvert fald her mulighed for at se os hoppe og trippe hurtigt rundt for at finde steder, hvor fødderne ikke føles som om de brænder.

En anden ting mange af drengene godt kan lide, er at lave noget kreativt. Flere af drengene synes det er det bedste, når Solveig og jeg kommer med papir og farveblyanter, og jeg ved ikke om i kan forestille jer, hvor hyggeligt det ser ud, når ti drenge i alderen 9-23(!) sidder helt stille og tegner alt det de lige har på hjerte.

Men de er heller ikke drenge for ingenting, så selvfølgelig bliver de også sure på hinanden eller os engang i mellem, og så er der jo ikke andet for, end at forsøge at løse konflikten, eller lade dem køle lidt ned og tage emnet op lidt senere – fuldstændig som med danske børn.

Jeg kunne skrive mange flere ting om drengene, men i stedet for at fortælle generelt og abstrakt omkring dem, vil jeg meget hellere være konkret, og fortæller jer om et par af mine nye venner. Til gymnasiefolket: jeg benytter nu den deduktive metode :)

David. Hård udenpå men blød og skøn indeni :)

Der kommer vist til at gå lidt tid, før jeg har
lige så store muskler som denne herre...

David er en af de lidt ældre drenge, omkring 17 år. Han er gøgleren og komikeren blandt drengene, og han spreder altid godt humør omkring sig. Han har en fantastisk evne til at få folk til at grine, om det så enten er ved at danse en eller anden skør dans eller ved at være med i en sketch. Men selvom han på billedet ser en smule hård ud, så har han også en blød side i sig, og er især god til at passe små børn. David – ham kan man ikke andet end at holde af.

Smilende Maliki

Maliki er egentlig ikke en af de drenge, der bor på centeret, men han kommer trofast til alle de aktiviteter som foregår. Han er den ældste, 23 år, og hvis jeg skal sige hvilken rolle han har blandt drengene er storebror nok det der beskriver ham bedst. Han er god til at holde øje med, hvordan de andre har det, og er altid klar til at hjælpe, hvor der er brug for ham. Ud over det er han den mest kreative af drengene, så når vi har ”Activité - créativite” om fredagen tropper han gladelig op og tegner, klipper og klistrer i to timer – hvis ikke mere!

To seje drenge. Maliki til venstre. Djibsson til højre.

Drengene er vilde med når vi laver "Thumbs up" til dem
- så sådanne billeder kommer der helt sikkert flere af!

Djibsson er omkring 17 år og er blandt drengene den, som er allerbedst til engelsk. Generelt er han egentlig rimelig god i skolen, og det er bare så dejligt at se, at selvom man ikke bor hjemme hos sin familie, så kan man sagtens klare sig godt i skolen. Han er sej, er han! Sang og musik er også ham, og selvom mange synes det larmer, kan man sagtens høre, at han er musikalsk, når han trommer med kuglepenne eller pinde rundt omkring på borde, stole eller hvad man ellers kan tromme på. Djibsson er ikke en man sådan lige glemmer, og han glemmer bestemt heller ikke en. Ved siden af hans seng har han lige nu et A4-ark hængende, hvor der står: ”My best friends Mette, Rebekka, Theresa, Signe, Anne-Dorthe, Line […]”

Jeg kunne blive ved med at fortælle om alle drengene i lang tid endnu, for de har alle nogle skønne egenskaber. Selvfølgelig har de også ting, som der skal arbejdes med, og derfor er det fantastisk, at de får muligheden for dette, ved at være en del af projektet ”Pearls of the Street”.

Det er ofte ret svært at tage billeder af drengene, for de er altid i bevægelse!

Solveig med hendes to "små" babyer. 

Mine tanker omkring ordet ”gadedrenge” har været på noget af en rejse, for det har vist sig, at sådanne drenge kan være så meget mere, end hvad jeg i første omgang tænkte. Faktisk er jeg slet ikke så vild med ordet gadedrenge, for det lyder ret negativt. Vi gik en dag en tur sammen med et par af drengene, og da der kom et par mænd forbi, kunne man høre et hviskende ”Enfant de la rue” (Gadens barn), da de var kommet forbi os. Jeg gik med en af de små drenge i hånden og kiggede så på ham, og sagde på det bedste fransk jeg har lært, at det skulle han ikke tænke på, for i Guds øjne var han ”Enfant de Dieu” (Guds barn). Så nu render den lille dreng rundt og siger sommetider: ”Bouba, enfant de Dieu. Line, enfant de Dieu.” og så kan man ikke andet end at smile endnu engang.

Efter to måneder i Cameroun, ser jeg stadig lyst på tingene og smiler :)

En kirke der sprudler af liv...

I et af mine første indlæg lovede jeg vist at fortælle lidt mere om, hvilken kirke, det er, jeg er blevet en del af. Og det vil jeg også rigtig gerne. En af de unge fra kirken spurgte mig en dag: ”Hvordan kan det være, du smiler hele gudstjenesten igennem?” og det eneste jeg kunne svare var: ”Kan man andet?”

Men før man kommer i kirke, skal tøjet være i orden, og da Solveig og jeg ikke er helt ægte afrikanere (endnu), har vi de fleste søndage fået hjælp til dette af nogle rigtig søde nabopiger. Først skal den lange slå-om-nederdel sættes helt korrekt, dernæst overdelen, og som prikken over i’et vikles et tørklæde på en eller anden mærkværdig måde rundt om hovedet og der bindes knuder og foldes og ”voilà”, så sidder tørklædet der bare - og så er vi klar til at gå i kirke.

Gudstjenesten hernede foregår på fransk og varer i to-tre timer, så for nogen vil det nok være lidt af en tålmodighedsprøve, men for mig er der bare så mange spændende ting at holde øje med, og selvom jeg ikke forstår såå meget af det franske endnu, så får jeg altid et eller andet med mig hjem gennem tekster, musik eller blot det at være der. Flere gange under gudstjenesten er der små grupper, som rejser sig op for at synge en sang, og ligegyldigt om de er tre eller 20, der skal synge, så synger de til! Derudover elsker afrikanere at klappe, og der klappes både på 2 og 4 og tilføjes lidt trioler hist og her. Hvis vi så lige tilføjer lidt vilde lyde fra de afrikanske kvinder og dansende pastorer og højtstående mænd fra kirken i jakkesæt, så er det altså umuligt at lade være med at smile og at være glad!

Den gamle kirke. Den ser ret lille ud, men der er en lang fløj mere på den anden side af bygningen.

Der kommer omkring 700 i kirke hver søndag, og flere kommer til. Hver søndag skal alle der for første gang er i kirken op foran forsamlingen og præsenteres og bydes velkommen, og der har endnu ikke været en søndag, hvor der ikke er stået en håndfuld nye medlemmer oppe foran i kirken. Jeg synes, det er en helt fantastisk måde at byde folk velkommen på og vise dem, at de er velkomne, og det er bare så skønt at mærke en kirke i bevægelse og som samtidigt har fokus på missionen.

Og netop fordi kirken er i udvikling har de for et par år siden besluttet at opføre en ny kirke. Der bliver i den nye kirke plads til 2500 mennesker, og hvor ville jeg gerne opleve den, når den engang bliver færdig. Hvad arbejdstilsynet ville sige til deres stilladser og manglende sikkerhed, tør jeg ikke gætte på, men jeg er slet ikke i tvivl om, at kirken kommer til at være til velsignelse for så mange mennesker her i Garoua. Og indtil kirken er færdig (der bygges jo kun, når der lige er penge til det) benyttes den allerede til bibelstudie, lektielæsning eller bare et frirum, hvor man kan være stille og tænke sit liv igennem. Fantastisk!

Vi undrede os en dag over, hvorfor de brugte mursten, som smuldrer så hurtigt.
Vi kom så til at kigge på, hvordan de bygger stillads...

Hvornår den nye kirke bliver færdig, er der ingen der ved.
Men det bliver den største i Garoua!

Generelt er der bare masser af aktiviteter og liv i kirken. Der er kor, bibelstudiegrupper, et fodboldhold, en gruppe der laver sketch (de er helt tossede med sketch!) og mange, mange andre ting. At kunne gå forbi en kirke hver eftermiddag eller aften og høre, at der er nogle, der enten synger eller snakker sammen i kirken er bare så beundringsværdigt – for er det ikke netop det, Guds hus skal bruges til?

Sl. 40:3    

Det er først rigtig varmt, når...

• den eneste håropsætning, som ikke er for varm, er en knold oppe på hovedet
• det konstant føles som om, der kravler små dyr ned ad maven og ryggen på dig...
• du bliver nødt til at stå op midt om natten for at gå i bad og blive kølet ned
• du føler dine bukser er plaskvåde, hver gang du rejser dig op fra en stol
• du om morgenen kan se på dit lagen, hvordan du har ligget
• du er i kirke med afrikanske kjoler, og loftvifterne i kirken er i stykker
• det er for varmt til at drikke kaffe!
• du begynder at få små slangekrøller i nakken uden at bruge hårskum
• du sveder steder, du ikke troede var muligt!
  
  Måske er det bare først rigtig varmt, når du er i Afrika!

Man føler sig aldrig alene som dansker hernede!