"Hvad laver du, Line?"

I dag har vi været i Garoua i præcis en måned, og jeg synes da allerede, vi ser lidt afrikanske ud...

Så fik vi endelig vores afrikanske kjoler. 

Her står vi sammen med Elia, som er ansvarlig for drengene.

Men jeg synes måske, det er på tide, jeg fortæller lidt om, hvad det egentlig er jeg går og laver hernede, og hvordan en typisk dag (egentlig er der nok ikke noget her, der hedder en typisk dag!) i Cameroun kunne udforme sig.

Vækkeuret er sat til kl. 07.00

Kl. 04.00: Solen er endnu ikke stået op - og det er jeg bestemt heller ikke tænkt mig! Til gengæld er byens muslimer vågnet op, for de kaldestil bøn fra de mange minareter, der er rundt omkring i byen, og det kan høres helt ude hvor vi bor også. Dog plejer jeg at vende mig om på den anden side med puden godt rundt om ørerne (nogle ville nok foretrække en dyne til dette, men sådan en har jeg ikke brugt i flere uger), og så falder jeg som regel hurtigt i søvn igen. Heldigvis.

Kl. 06.00: Gederne, som jeg før har snakket om, vågner op. Dette resulterer i, at jeg igen vågner op en stund, men heldigvis kan man for det meste igen vende sig rundt i sengen og sove videre.

Kl. 06.30-06.45: Nu kan jeg ikke blive liggende længere, så jeg forsøger lydløst at filtre mig ud af myggenettet og ud i køkkenet – musestille så Solveig ikke vågner!

Kl. 07.00: Bollerne med gårsdagens rester (pasta, ris,bønner, havregrød, karrysovs m.m.) sættes i ovnen. Som regel går det godt med vores forskellige eksperimenter med brød, men brød med "røde bønner i tomatsovs" er bestemt ikke anbefalelsesværdigt – især ikke når det pålæg, vi lige havde til rådighed den dag, var marmelade og ”Den leende ko”…

Kl. 07.30: Vores chauffør til college burde ankomme

Kl. 08.15: Vores chauffør ankommer lidt forsinket…

Kl. 08.30-09.30: Vi hjælper mr. Bene med undervisningen i en klasse med 60 elever. Pludseligt føles en klasse i Danmark med 28 elever lille!

Kl. 10.00: Vi er igen tilbage på compounden. Nu skal vi undervise nogle af vores egne drenge (”Pearls of the Street”) i matematik. Vi har i dag valgt at lave et matematikspil med 70 forskellige regnestykker på småstykker papir, og deres opgave er så at gruppere resultaterne af stykkerne i forskellige intervaller.  Drengene forstår ikke helt systemet i starten, og vi forsøger igen med vores mangelfuldefransk at forklare reglerne. Pludseligt får nogle af drengene fat i systemet,og efter kort tid er drengene fuldt beskæftigede med at regne og flytte papirlapper rundt på bordet.

Kl. 12.00: Nu er det tid til at lave middagsmad. Da vi ikkelige har været på markedet et par dage, må man jo lære at bruge det man har. Man kan rent faktisk godt lave god mad med kun pasta, løg og æg!

Kl. 15.00: Så er vi igen klar henne hos drengene. Solveig og jeg står for at lave en aktivitet med drengene de næste to timer, og da der idag er ”Kreativ aktivitet” på programmet har vi valgt at lære dem at foldekasser med låg, som de efterfølgende skal farvelægge og kan tage med ind på deres værelse.

Kl. 17.00-19.30: Så er kirkens sangglade unge samlet for at synge og danse lidt sammen. Solveig og jeg tager da lige et smut forbi. Måske vi kan synge lidt med, når vi får lidt mere styr på det franske. Under alle omstændigheder er det hyggeligt at være sammen med nogle jævnaldrende lidt – også har de altså bare rytme i kroppen! (Andre dage på dette tidpunkt kommer vores fransklærer, mr. Bene, og lærer os franske gloser i 1-2 timer.)

Kl. ”når-vi-har-tid”: Aftensmaden skal jo også laves. I øjeblikket er pizza vores absolutte favorit.

Pizza uden ost er faktisk helt vildt godt!

Kl. 19.30: Så er drengene samlet til et af ugens højdepunkter: Biograf! Et gammel TV tilsat en DVD-maskine under åben himmel og med træbænke foran udgør det for en biograf. I Danmark er der nok ikke så mange, der ville være imponerede, men hernede er det bare det bedste – og drengene elsker det!

Jeg er vist igang med at forklare, hvordan man tager et billede

... og *klik* så får man meget uforberedte billeder!

Kl. 22.30: Efter at have grinet og pjattet med drengene er vi nu i vores hus igen. En af drengene er blevet så god til at lave kasser allerede, så han havde lavet en helt specielt til os. Den står nu og pynter fint på vores spisebord. Men inden vi kan gå i seng, skal vi lige have forberedt morgendagens program, kogt vand, snakke om hvad der lige rører sig hos os, eller som jeg gør lige nu: skrive blog-indlæg. Når alt dette er gjort, springer vi på hovedet i seng, lukker myggenettet til, takker for dagen der er gået og glæder os blot til endnu en dag her i Cameroun.

(Ps: Ændringer i tidsplanen kan/må forekomme!!!)

Vi føler os i meget trygge hænder!

Solen skinner stadig her i Cameroun, og vi er så småt igang med at forme vores hverdag. Men som nogen af jer måske har kunne læse i nyhederne, er der sket det helt forfærdelige, at en fransk familie er blevet bortført i den nordlige del af Cameroun, ca. 10 timer fra hvor vi befinder os.(http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/02/19/0219161602.htm).

Man bliver selvfølgelig lidt overrasket over at høre sådan en forfærdelig nyhed, og især når man befinder sig i selv samme land. Dog skal man huske på, at Cameroun er et ret stort land! Så for at berolige bekymrede sjæle hjemme i Danmark, kan jeg på både Solveigs og mine vegne sige: Vi føler os i meget trygge hænder!

Først og fremmest har vi utrolig mange fantastiske mennesker omkring os, der vil gøre alt for at passe godt på os. Hver gang vi tager på marked, har vi mindst én med, der passer på os. Hver eneste nat sover der en vagt ude foran vores hus. Både Afrika InTouch og kirken hernede informerer os om situationen, og selvom stort set alle, der arbejder for den kirke vi er hos, er til en stor generalforsamling hele denne uge, har de valgt at sende en af dem hele vejen hjem til Garoua (flere timer på afrikanske veje!), så vi har en ekstra person at komme til. De passer virkelig på os!

Men det vigtigste lige nu er, at den franske familie kommer sikkert hjem igen. Vi håber og beder for, at Gud må holde sine beskyttende hænder om dem, så de igen kan komme i sikkerhed, og vi håber, at I vil være med til at gøre det samme.

Selvom der sker forfærdelige ting, får børnene hernede altid smilet frem!

Kærlige hilsner fra Line  

"Jamen det er kun en lille tur..."

... eller det var i hvert fald hvad, Elia fortalte os, da han spurgte, om vi ikke ville med ud at se til nogle af hans marker. Vi pakkede tasken med lidt af vores lækre kogte vand, for når temperaturen er i nærheden af 40 grader, bliver kroppen nok tørstig ret hurtigt - det viste sig at holde stik!

Tasken kom på ryggen, kameraet over skulderen og så drog to meget hvide piger, som havde glemt alt om solcreme, og fem raske drenge ellers ud for at besøge Elias marker.

Efter 15 min. kom vi til en mark med en helt masse høstklare majs, så vi begyndte at tage lidt billeder af dem, men spurgte nu alligevel: "Er det her så din mark?" Svaret kom fra en altid smilende Elia, der sagde, at der nu var et stykke vej endnu.

Elia i den majsmark, der ikke er hans

Vi tog et par slurke af vandflaskerne og fortsatte fremad. Solen stod lige over hovederne på os; klokken nærmede sig 12.00. Efter af have passeret kvinder med store ting på deres hoveder, geder i alle størrelser og alverdens eksotiske frugttræer, ender vi ved en stor flod, hvor folk vasker tøj og bader for at blive nedkølet i de snart 40 grader. "Elia, der er da ingen marker heromkring, er der?", spøger vi med en smule undren i stemmerne, og Elia griner bare lidt og peger på den anden side af bredden: "Vi skal derover."

Vi sætter os i en "træbåds-taxi" og bliver nu sejlet stille og roligt over den store flod, alt imens vi ikke har nogen idé om, hvad der venter os...

Træbåds-taxi er temmelig smart. Her er vi endnu ikke røde!

Vi stiger ud af båden og går et stykke før vi kommer til den næste udfordring på vores "lille tur". Oppe i træerne over vores hoveder fløj der temmelig store væsner rundt fra træ til træ. Først tænkte vi bare, at det var fugle, men da vi kom til at kigge lidt nærmere, var det hvide flagermus, der kom baskende med deres store vinger lige over vores hoveder. Da de egentlig ikke var så lækre igen, skyndte vi os videre, og stod nu igen på en stor mark - dog fyldt med små vandmeloner denne gang. Igen spurgte vi Elia "Er det her din mark?", men som tidligere kom svaret hurtigt, og vi tog derfor endnu engang vores vandflasker frem og drak et par mundfulde af det nu efterhånden meget lunkne vand.

Vi fortsætter uden at spørge mere til, hvornår vi er der, og pludseligt siger Elia "Det er her." Han havde både mangoer, jordnødder og en eller anden meget saftig og lækker frugt, som jeg simpelthen aldrig har set før eller kan udtale navnet på. 

Solveig og en af drengene

I venstre hånd ses frugten, jeg ikke kender 

En af drengene ville gerne tage et billede af os ud over floden.
Dette er, hvad jeg fandt på kameraet,  da jeg kom hjem :)

Vi blev der et godt stykke tid, drak det sidste vand og legede og pjattede, før vi igen tog turen hjem gennem mangotræerne, over vandmelonmarken, gennem flagermuseskoven, over floden, forbi gederne og køerne der var kommet til sidenhen, forbi majsmarken og gennem byen. Da vi kom hjem efter en tur på omkring fire timer i bagende sol, var vi ikke blot trætte og tørstige, men vi var også en dejlig dag rigere og en temmelig røde i hovederne. 

Så næste gang husker vi solcremen, selvom vi bare skal på en lille tur...

Når jeg bliver stor, skal jeg have en ged

Jeg synes, tiden går utrolig stærkt lige nu - og det er bestemt ikke fordi dagene ligner hinanden. Hver dag rummer nye udfordringer, tanker, smil og oplevelser. Dog har Solveig været ret syg, så meget af tiden er gået med opringninger til forsikringsselskabet Gauda, læger i Danmark, bekymrede forældre (forståeligt nok!) og mange flere. Derudover har jeg leget ufaglært sygeplejerske hernede og lært at tilkoble nyt vand til Solveigs drop - den var nok ikke gået i Danmark! Heldigvis har Solveig det meget bedre nu, og det er bare utrolig dejligt. Og selvom sygeplejefaget sommetider har været i mine tanker, så tror jeg dog stadig ikke, det er det, jeg er bestemt til at skulle, når jeg engang kommer hjem - hvad det så helt bestemt er, har jeg stadig lidt tid til at finde ud af :)

Så gøres der klar til dagens sygeplejegerning.

Men nu til overskriften: Som beskrevet tidligere er Cameroun et land med mange dyr. Nogle er store; andre små. Nogle er larmende; andre ganske stille. Nogle er ulækre, skællede og farverige; andre søde, nuttede og kun få dage gamle. Sidstnævnte kan ses på billedet nedenfor:

Når jeg bliver stor, skal jeg have en ged

Jeg er fuldstændig solgt! Men samtidigt med at disse små væsner er utrolig bedårende og bare ligger der ved foden af træet, minder de mig også bare om, at jeg må forsøge at gøre det samme. Selvom jeg er i et helt nyt land, selvom her er virkelig varmt, selvom Solveig har været syg og selvom fransk er svært, så har jeg lov til at ligge i skyggen ved træets fod og stole på, at min Far holder øje med mig og passer på mig.

Sl. 139,3 (engelsk version): "You carefully observe me when I travel or when I lie down to rest; you are aware of everything I do"

Sov godt og rigtig god ferie til alle jer, der snart får det!

”Do you have a fiancé in Denmark?”

Et af de projekter, Solveig og jeg er med i hernede, er projektet ”Pearls of the Street”. Projektet blev startet op for nogle år siden og har siden hjulpet nogle af Garouas gadedrenge til at få en ny begyndelse på tilværelsen. I øjeblikket er der omkring 23 drenge hernede, og selvom vi kun har været her en uges tid, begynder man ligeså stille at finde nogle små kendetegn hos hver enkelt af dem. I øjeblikket prøver vi at få styr på deres navne, og det går indtil videre udmærket. Til gengæld kan vi ikke rigtig finde ud af deres alder, for de elsker at drille os – og jeg tror altså ikke helt på, at halvdelen af dem er over 40 år!

Dette er lige det eneste billede, jeg har af drengene indtil videre.

I øjeblikket har vi ni 50+ volontører fra Danmark hernede, og de er med til at

ordne en masse ting på compounden. I går fik drengene udleveret deres nye

fodboldtrøjer, som 50+'erne havde taget med fra Danmark. De blev SÅ glade!

Ti facts fra min første uge i Garoua:

1) Jeg har i Cameroun tre forskellige navne: Line, Moon (La Luna) og Ade (Storesøster på fulfulde)
2) Jeg har lagt arm med en af drengene. Selvom jeg virkelig prøvede, gav jeg ham vist ingen modstand – godt nok er han enormt stærk, men er jeg virkelig SÅ slap!?
3) Er fransk svært? Oui! Men det skal nok blive godt engang.
4) Jeg har ikke spist kød i en uge - og jeg kan sagtens tage et par uger til
5) Vi har kun haft én hel dag med strøm, men vi tager det som en oplevelse
6) Der er varmt i Cameroun – også om natten...
7) Avokado er endnu mere fantastisk hernede, og squash er en overset men lækker grøntsag
8) Der VAR et firben i vores soveværelse!!!
9) Jeg er blevet friet til for første gang – han kunne ikke forstå, jeg ikke havde en ”fiancé in Denmark”, så jeg skulle da have en i Cameroun!
10) Afrikanske børn er NICE

Dette foregår lige uden for vores dør - er de ikke skønne? :)

Nå, ikke lige mere for denne gang.

Pas på jer selv derude.