Til alle bekymrede sjæle: Vi er kommet godt herned, og vi
har al baggage med os også!
Så har vi fået en lille smule net her i Afrika. Det trådløse
net virker ikke lige i øjeblikket, men dem der ved noget om det, siger det
kommer engang. Jeg har dog allerede erfaret at begrebet engang er en smule
relativt i Afrika.
Men nu hvor du sidder her ved skærmen, så prøv lige at lukke
øjnene – eller okay, du må godt åbne dem lidt – men forestil dig, at du ligger i
en seng på et lille værelse. Strømmen er gået i nat, så loftviften, der hænger
oppe i loftet, står helt stille. Meget stille! Kl. er 06.00 og hanen begynder
at gale ude foran dit vindue for første gang, og hønen går lige i hælene på den og klukker – af
en eller anden grund meget højere end danske høns. Du tænker nu: ”Jeg har
virkelig brug for søvn”, og du vender dig derfor om på den anden side i håbet
om bare at kunne sove en time mere. Men du tager fejl! Nu er gederne også
vågnet op til dåd, og to af dem har valgt at lege fangeleg ude foran dit
værelse - og af en eller anden grund bræger de også højere end danske geder. Du prøver en sidste gang at falde i søvn, men nu er solen altså stået
op, og de varme stråler og lyset fylder dit rum. Da blæseren jo er gået i stå,
er der derfor kun én ting, man kan gøre nu, og det er at byde dagen velkommen, og
dermed begynde at vende sig til at blive et ægte morgenmenneske.
Omtrent sådan har mine to første morgener været her i
Cameroun, og selvom det måske kan lyde hårdt for nogen, så er jeg vild med at
være her. Ud over de ret ulækre firben, som jeg liiige skal vænne mig til, så er det meste
hernede ret godt. Dog har jeg fået at vide, at jeg virker til at være en ret
stærk og solid pige, så jeg skal nok lære ”to get used to them” – vi får se!
Lige nu ved jeg for eksempel, at der er løbet en ind i vores køkken, men vi kan
ikke finde den igen. Heldigvis er der ikke nogen i vores soveværelse. Tror jeg
ikke…
| Dette er et af de små firben. De lilla firben med orange hoveder, har jeg ikke fået et billede af endnu. |
I dag har vi været til vores første gudstjeneste i den
Camerounske kirke, og det glæder jeg mig rigtig meget til at fortælle mere om –
men jeg har fem måneder hernede, så jeg har god tid!
Kan I alle have det rigtig dejligt!
Kærlig hilsen fra Line